Eftersom nervesystemet er et meget centralt system og tilstanden i, især det autonome nervesystem, styrer vores generelle tilstand og tilgang til livet, fortjener det at blive kigget lidt nærmere på. I KST arbejder man sådan også med nervesystemet som udgangspunkt.
Ved enhver påvirkning udefra og indefra, er vores nervesystem det, der bearbejder samtlige indtryk. Det, der fortæller os om der er fare på færde, og noget er rart og hvornår noget er nok. Vi kan ikke rigtigt fungere balanceret ud i verden uden et fungerende Nervestystem.
Vi har både Centralnervesystemet (CNS) som udgøres af hjerne og rygmarv, og Det Perifere NS som udgøres af 12 par kranie/hjernenerver -og 31 par spinalnerver der udståler fra rygmarven til lemmer og organer. CNS er omgivet af tre hjernehinder, og imellem disse hinder og CNS findes Cerebrospinalvæsken som dannes i hulrum i hjernen.
Derud over kan man beskrive en opdeling af NS i det Somatiske NS som er viljestyret, og det Autonome NS som er selvstyrende.
Mennesket kan reagere bevidst på sanseimpulser ved hjælp af det Somatiske NS (f.eks flytte hånden hvis man er ved at brænde sig – eller vælge at sætte sig på cyklen og træde pedalerne rundt.)
Det Autonome NS kører derimod udenom viljen – til spytkirtler, hjerte, fordøjelse, lunger, blære osv. Det Autonome NS sørger f.eks behændigt for at hjertet, kredsløbet, åndedrættet og vitale organer fungerer selv om vi sover eller er bevidstløse.
Denne afdeling af NS kan man så igen opdele i to; Nemlig Sympaticus og Parasympaticus.
Sympaticus vil især være aktivt ved stress, kamp/flugt situationer og angst. Når vores Autonome NS er aktivt i Sympaticus tilstanden, lukkes der ned til et minimum af aktivitet i fordøjelse og andre organer så der bliver mere energi til hjerte, åndedræt osv. Sympaticus er en naturlig tilstand og en tilstand hvor man er i alarmberedskab for overlevelse.
Parasympaticus er en tilstand hvor man i hvile regenererer (f.eks afslappet, dyb søvn) og hvor energien bliver brugt på at opbygge kroppen og systemet. Dette er også en naturlig tilstand – den er i fuld funktion i ”fredstid” i modsætning til Sympaticus.
Den ene tilstand er ikke at foretrække fremfor den anden; det optimale er, at systemet kan flexe mellem de to tilstande så man ikke bliver ”låst” i enten stress, angst og overlevelse eller apati og sløvhed.
Det er altså af helt grundliggende og afgørende betydning for vores velvære, at vores NS er flexibelt og smidigt, og i stand til at skifte tilstand, når det er relevant og naturligt. Jeg ser i min klinik, utallige sygdomsbilleder optræder f.eks på baggrund af en låsning, oftest i sympaticus. Her vil jordforbindelsen ofte være trukket tilbage og åndedrættet være overfladisk i den øverste del af brystkassen. Årsagerne til en “låsning” kan være mange, både fysiske og psykiske. Chok, forårsaget af både fysiske og psykiske oplevleser og traumer, kan gøre det. Stress og udefrakommende længerevarende pres kan gøre det. Man kan sagtens være låst i en tilstand uden at tænke nærmere over at det er sådan det er, blot mærker man symptomerne, som igen kan have mange ansigter, både fysiske og psykiske.
Det skal pionteres, at det her beskrevne omkring NS er i store træk og meget forenklet.
