-Af Helle Charlotte Kjeldsen, November 2020
Jeg har i årevis hørt de ”spirituelle” fable om:
NY TID – Ny Tids Energier, Ny Tids børn og så videre.
Nu tror jeg nok, at tiden er inde til forandring. Men det har jo, efter min overbevisning, ikke en pind med Ny Tid at gøre. Tid er en kontinuerlig, forlængelse af en evigt cirkulær spiral af tid; et evigt rum af tid som ikke kan opdeles på en lineær måde.
I lang tid, har vi talt og snakket om forandringer der skal til, for at for eksempel klimaet får det ”godt” igen. Vi mennesker er nogen sjove skabninger. Vi er designet til at overleve fra naturens hånd. Og til at VILLE leve og overleve. Vi har alarmsystemer i kroppen der bliver aktiveret fuldautomatisk, når vi oplever noget som vi oplever som faretruende (måske på grund af tidligere erfaringer).
Derfor er vi heller ikke vilde med grundlæggende, dybere forandringer.
Vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får. Vi er faktisk designet til langsomhed, og bliver stressede hvis tingene går for hurtigt, og vi kan føle os klemt op i en krog. Når man taler om ”omstillingsparathed” og tilpasning hentydes til vores evne til at håndtere og leve med forandring, og det hænger også i nogen grad sammen med vaneadfærd. Hvorfor har vi f.eks vaner? Det korte svar kunne være, at det blandt andet gør at vi føler os trygge på et dybere plan, ned i overlevelsen.
De, der hævder sig som værende ”spirituelle” fremstår ofte som hævede over os andre, meget forandringsparate og som nogen der ved noget, vi andre ikke ved. De finder på nye ting og sager – nye ord og sætninger som lyder godt og smart. Og opfinder nye forklaringer på livets store spørgsmål, som vi så kan adoptere og læne os op ad, hvis vi synes det lyder godt. For eksempel at denne ”ny tids” mennesker er så og så specielle indigo farvede, kører i ”energier” i 5., 6., eller 7. dimension og så videre. (Ofte omtales alt dette som ”den spirituelle” verden, som om det er en parallel virkelighed til den ”alle de andre” lever i.)
De dybe, transformerende forandringer kommer i kølvandet på det, vi ikke kan styre eller fantasere frem, lige meget hvor mange ”spirituelle” begreber vi opfinder og klistrer ud over det hele. De forandringer er ofte dem, der optræder som en streg i regningen i den trygge dagligdag, eller dem der kommer ud af det blå, som vi bliver tvunget til at forholde os til. Som for eksempel kriser. Der er ikke meget indigo farvet eller knaldhøje vibrationer over det. Ej heller multihøje bevidsthedsudvidende energier der løfter os op i mærkelige krystaldimensioner og andre uhåndgribelige steder.
Næh – bevidsthedsudvidelser sker i den ganske almindelige hverdag. De sker, når vi forholder os til noget meget konkret i vores liv. Som når det går op for os, at det ikke ”er de andres skyld”, men at vi selv må tage hånd om vores egne, givne liv og løfte det ansvar det er, at leve med sig selv. (Og alle andre) Og når vi reflekterer over vores egen opførsel og begynder at se vores egen andel i hvordan vores liv er skruet sammen. Så sker der en laaaangsom integrering af udvikling, indvikling eller afvikling, eller alle tre dele på samme tid. Når vi har at gøre med mennesker af kød og blod på denne jord, tager ting tid. Når tingene sker for hurtigt, mister vi fordfæstet.
Den forandring der kom Covid-19’s tilsynekomst, blev pludselig meget hverdagsvirkelig. Det hele blev vendt på hovedet på et splitsekund, og vi blev rykket ud af vores comfortzone. Vi blev nødt til at blive MEGET nærværende (leve i nuet) og det fordrede af os, at vi med ét skulle være MEGET bevidste om vores egen adfærd med afstand, håndvask og sprit. Vores hverdag som vi kendte den blev sat i stå.
Intet var som før – og det her var globalt. Ikke mere MIG men OS. Vores omstillingsevne blev sat på prøve på yderste spids. Kollektivt!
Her, over et halvt år efter første nedlukning (og bundvending) er der godt nok kommet meget til overfladen. Ikke bare vores omstillingsproblemer, men også vaner og adfærd, viden og uvidenhed, diskussionslyst eller påståelighed, og følelser som usikkerhed i udtryk af paranoia, sejler pludselig meget synligt og planløst rundt mellem hinanden i overfladen efter bundvendingen.
Det hurtige internet bliver pludselig den største kilde for viden og vidensdeling. Nogen spreder rædsel og frygt ved, ”afslørende” at hænge folk ud som pædofile spædbarnsmordere, og andre udnævner sig selv til eksperter i samfund og sygdom (f.eks musikeren Rasmus Nøhr), mens nogen er overbevist om at vi alle bliver fanget og fikseret og får sprøjtet vaccine og mikrochips ind i blodet. Og nogen rigtige mennesker (regeringen) tager beslutninger på vores alles vegne, og gør deres arbejde så det er mest muligt synligt for alle, hvad der foregår, mens andre forsøger at hænge de selvsamme nogen ud som Hitler og fascister og løgnhalse….. Her er mange fra ”den spirituelle verden” nogen af de værste til at sprede løbeild.
Se, DET er ny tid! Hvor vi bliver drevet og tvunget ud af vores vane-huler og stillet på tynd is med den usikkerhed det medfører; Tvunget til at GØRE NOGET og vise at vi kærer om vores medmennesker.
Hvor ingen kender morgendagen.
Hvor vi bliver tvunget ud i det kaos forandring medfører.
Hvor vores overlevelsessystem er kollektivt aktivt.
Det bliver så ulideligt tydeligt, hvordan vi mennesker tackler den usikkerhed. Vi griber til halmstrå, og søger sikkerheden i det eller dem, der overbeviser os. Vi er klar til at hoppe på den togvogn, der føles mest tryg – mange gange imens vi scroller ned over Facebook toget der buldrer derudaf. Nogen hopper på, næsten uden at stille spørgsmål ved hvem der egentlig er lokomotivføreren, og hvor toget kører hen.
Med skelneevnen og dømmekraften hængende efter i en tynd tråd, bliver mennesker opslugt.
For vi mennesker ER socialt anlagt, og derfor afhængige af andre; som en del af flokken. Om man følger en konspirationsflok, kritisk flok eller følger Corona retningslinjer går ud på ét. Så det giver overhovedet ikke mening når nogen kalder andre for en “flok sovende får” imens selvsamme nogen selv følger den flok der er “imod” (i demonstrationer osv.)
Er ligeglade med om det er i form af konspirationsteorier serveret af karismatiske eller autoritetslignende rollemodeller i ”spirituelle” miljøer, eller oppositionspartier i politik der egentlig ønsker at komme til magten.
For vi kan ikke UDHOLDE usikkerheden, utrygheden og kaos. Vi bliver utålmodige. Og alt for ofte, lægger vi ansvaret for u/tryghed og u/sikkerhed ud i vores omgivelser.
Der fyger beskyldninger fra konspirationssiderne om, at regeringen spreder frygt, imens de selv gør det samme. Man kan sætte sig i en skyttegrav og smide med granater på ”fjenden”, imens man skyder skylden på ”fjenden” for at man gør det. -Alt imens man overbeviser sig selv om at ”fjenden er frygtelig og meget blind” samtidig med at man ikke selv kan se en fis op over kanten af sin egen skyttegrav.
Det er let at råbe om at man får sin frihed stjålet eller knægtet, alt imens man blot projicerer det, der i bund og grund blot er éns egen usikkerhed og behov for at fralægge sig ansvaret, over på regeringen og de andre.
Er det frihed? Eller er det ikke bare at piske en stemning op til uproportionerede højder?
Det er rart at sidde trygt i sin hule og drømme, fantasere og tale om, at vi elsker forandringer. Det forandrer ingenting. Den tid er slut for nu. Og DET er så det NYE!
Måske er denne Covid-19 pandemi et gigantisk vink af en vognstang, i forhold til at øge hverdagsbevidstheden og samle mennesker, og tage ansvar. Både for sig selv og fællesskabet. Måske er en del af vinket, at vi skal overkomme vores egen (meget menneskelige hang til) magelighed og forstå, at tale og handling hører sammen.
Vi skal ikke ”tilbage til” noget der var. Vi skal udholde at stå i kaos – uden at fare forvildet rundt og mudre billedet endnu mere med alt muligt vi falder over på internettet fra diverse ”kritikere”. Vi skal tænke over konsekvenserne når vi naivt deler udokumenteret og følelsesladet ”viden”.
Vi skal selv tage ansvar for hvordan vi påvirker situationen og hinanden, og det kaos der raser på verdensplan nu. Vi kan være medvirkende til krig og splittelse, ganske som vi kan være medvirkende til samling og ro. Og det valg bliver vi nu tvunget til at tage. Slut med at skyde skylden på hinanden. Kig på dig selv først!
