Nye strøtanker om at være spirituel, menneske blandt mennesker, og arbejde med mennesker.
-Af Helle Charlotte Kjeldsen, Maj 2020
Vi skal altid huske, at vi først og fremmest er mennesker, ligegyldigt hvordan vi betitler os selv.
Mennesker er mennesker. Med fysisk krop, kød og blod. Med mekanismer til overlevelse og forsvar, psykiske mønstre, nervesystem og emotioner, prægninger og værdier.
Når man læser ting og får informationer om det sidste nye på Facebook eller Instagram, ser nyheder i TV og kigger film, skal man vide, at det er kommet en tur igennem andre menneskers filter. Derefter en tur gennem ens eget filter. Det filter, der hører med når man er et menneske af kød og blod og alt det jeg snakkede om i linjerne over. Kan det så lade sig gøre at være 100% objektiv i sine iagttagelser og observationer? Eller at være fuldstændig neutral i det, man videregiver til andre?
Når man har med mennesker at gøre, er det derfor godt at være bevidst om at mennesket indeholder disse mange lag og filtre, der bliver aktiveret i forskellige situationer. For eksempel kan man rumme bevidste eller ubevidste reaktionsmønstre, når man bliver udsat for nyt og forandringer. Eller når man f.eks bliver trigget på overlevelse, trængt op i en krog, eller er i krise.
En stor del af at være menneske er at rumme emotioner. Uanset om man vil det eller ej. Måske er disse emotioner oprindeligt designet fra naturens hånd, til at sikre vores overlevelse – helt lavpraktisk. Som dét der skal tilskynde os til at reagere når vi føler fare, vrede, stress, forelskelse og lykke.
Emotioners funktion kan være at få os til at opsøge mere af en given situation (f.eks forelskelse og forplantningsdrift) eller få os til at trække os fra en situation fyldt med noget, vi opfatter som fare. Begge dele er bundet sammen med overlevelse og instinkter.
Forskning viser, at hormoner (duftstoffer) og Nervesystemet er involveret kraftigt i, hvordan vi føler. Hvornår vi føler hvad, og hvad vi bliver tiltrukket af – og omvendt.
Når vi lytter ukritisk til andre mennesker, sætter dem på piedestaler og følger dem som eksperter og Guruer, er det godt for os selv, hvis vi slår bremsen i og er bevidste om at de er mennesker på fuldstændig lige linje med alle andre – som heller ikke kan sige sig fri fra at have hele spekteret af menneskelige lag med. Fuldstændig ligesom dig og mig.
Derfor er de mennesker lige så glade, vrede, egoistiske, magtsyge, overlevelsesprægede, manipulerende, forelskede, mærkelige og ligetil som dig og mig.
Især i nutidens såkaldte ”spirituelle kredse” er det moderne at frasige sig ”negative følelser”. Alt skal helst hæves op til et sted hvor der er total sundhed og perfekthed, kun kærlighed og hellighed – fritaget for de ”negative” menneskelige egenskaber og følelser. At frasige sig nogen som helst følelser, er for et menneske ligesom at amputere en arm, et ben eller lugtesansen.
Der kunne ikke opstå større misforståelse, eller illusion, i forhold til at være et helt menneske.
”Spiritualitet har sin kilde i livet i bøn og forsagelse, sådan som det mest fuldkomment
kommer til udtryk i munkenes og nonnernes askese.”
-Den Store Danske, Finn Stefansson 2017
Det er så uendeligt ligegyldigt hvad der lyser og vibrerer hvor, og i hvilken dimension, hvis ikke man kan rumme sig selv som menneske først og fremmest; Hvis man ikke ved hvor skoen virkelig trykker. Hvis man ikke kan mærke sig selv. Hvis man i overført betydning har mistet sine ben; Hverdagslivet foregår helt lavpraktisk og roligt, og forandringer tager lang tid. Hvis man ikke kan få sit daglige, jordiske hverdagsliv til at fungere og har problemer med at rumme hele sig selv, kan man heller ikke quickfixe det i en fart med at putte lyserøde historier, fantasi og glimmer ovenpå og kalde det og sig selv “spirituel”.
Det er meget naturligt, at ting tager tid for at vokse.
Det at bruge ”spiritualiteten” som overspring for at holde ud at være i sit kedelige hverdagsliv som man måske ikke synes man kan finde ud af, er en virkelighedsflugt, der minder om dagdrømmeri. Det er selvbedrag. Af dimensioner.
Måske er det de dimensioner de tusindvis af stjernemennesker og lilla børn kommer fra?
Det er som om, at vi forkaster alt hvad der har været før os; at hver ny generation er den første på jorden, og derfor har eneretten til at opfinde alting, som om det aldrig før har eksisteret.
Det er da også en illusion af dimensioner. Hvis ikke man kan mærke sine rødder, vælter man når det blæser lidt! Det skaber usikkerhed og forvirring at glemme, hvor man kommer fra og glemme, at man rent faktisk har dybe rødder, hvad enten det er moderne eller ej. Der ligger 250.000 års genetisk hukommelse og erfaringer i at være menneske bag os, som vi står på skuldrene af. Hvorfor så opføre sig som om at ”vi er de første”?
Når jeg, på nettet, leder efter faktuelle beskrivelser af ”spiritualitet” og emner som berører dette, havner jeg højst sandsynligt inde på en side, der kalder sig ”Netspirit.dk”. Her er der ingen som helst navnekilder på teksterne der ligger – ingen navne på, hvem som har forfattet ordene til det spirituelle opslagsleksikon, ”Netspirit” hævder at være.
Hvordan ved jeg så, hvilke mennesker der står bag? Hvem de er og hvilken dagsorden de har?
Det kan jeg ikke vide. Min pointe er, at når man surfer rundt efter sandheder indenfor det såkaldte ”spirituelle” felt, er det måske meget godt at vide, hvor sandhederne og visdommen kommer fra. Ikke bare sluge det hele som en stor, ”spirituel” sandhedsviden, men være bevidst om, at al teksten er filtreret af et menneske bag, og i dette tilfælde, et menneske vi ikke aner hvem er.
Jeg har før sagt det, og nu siger jeg det igen: Måske findes der ingen nutidig beskrivende faktualitet i forhold til ordet ”spirituelt”. Det er lige som om det er noget, der flyder i luften. Dækker over alting fra psykiatriske diagnoser til fuglefjer og sten, og bruges i flæng, som en slags luftig emoji for at illustrere det at være speciel, eller særligt dygtig til noget. Eller måske beskriver det en tilstand af et bestemt humør? Eller en trang til at være smart i en fart….
Ser man lidt tilbage i historiens eksempler, så blev ordet ”åndssvag” også et ord, der pludselig blev brugt i alle mulige sammenhænge, hvor det i tidligere tid havde en konkret beskrivende substans og kun blev brugt til at beskrive datidens mennesker med psykiske og fysiske handicaps.
Meget ”spirituelle”, sarte blomster og særligt sensitive mennesker med fe-træk fra Ny Tid, mener at jeg simpelthen har så meget i mig selv jeg skal hele, når jeg ikke hopper med på den varme ”spirituelle” luft. Nå?
Når ”spirituelle” mennesker kan stå i ramme alvor og fortælle nogen, der er diagnostiseret i psykiatrien med skizofreni, at de ikke fejler det mindste, men symptomerne er tegn på at de besidder ”store spirituelle evner” synes jeg stregen er passeret for længst. Så er det vist ikke mig og min heling det handler om mere.
Når en Meget Stor ”spirituel” behandler står i TV og påstår, at hun kan fixe og helbrede en svær OCD ved at tælle fra 21 til 0 og så ellers føre intime samtaler direkte med Gud for resten, er det, i min optik, helt vildt langt ude.
Når en clairvoyant kan sige til et menneske diagnostiseret med ADHD, at diagnosen ikke findes, men at vekommende er sat på jorden for at løfte alle energierne i hele menneskeheden og iøvrigt er stjernemenneske, er det usmageligt. Hvad tænker denne “clairvoyante” på? Helt tydeligt ikke på at tage højde for, at det er fuldstændig urimeligt at prøve at få styr på sit liv – samtidig med at man bærer ansvaret for alle andre på jorden på sine skuldre.
Jeg har i mange år arbejdet ”U-spirituelt” og helt almindeligt fagligt med mennesker; også dem med et stort spekter af psykiatriske diagnoser. Det er sgu ikke orden at kloge i menneskers udfordringer og problemer på den måde! Det er blandt andet en grund til, at jeg skriver dette her. Hvor er den selvregulerende og selv-indsigtsfulde “du skal ikke snakke om noget, du ikke forstand på – knap”? Den findes ofte ikke. Skal man så arbejde med mennesker på den måde; være én som andre søger hjælp, overblik og forståelse hos?
Det har til alle tider været menneskets lod at være søgende. Vi søger og leder efter sandheden udenfor os selv. Hos alle dem, vi tror der er klogere. Hos religioner. Hos ledere og Guruer. Vi har brug for nogen at følge, at være en del af en gruppe. Vores sociale instinkt leder os den vej. Mange gange, hvis ellers vores indre kompas er intakt, kan vi finde alle svarene i vores naturlige selv og i historien, og navigere efter det. Og så vælter alle de store ned fra piedestalerne, og vi kan se klart.
En god leder løfter de andre uden behov for at stå øverst; Uden behov for at blive set som stor-større-størst Mester.
Når vi arbejder med mennesker, er vi nødt til at have den mellemregning med, at det ofte er mennesker i nød, der søger vores hjælp som en sidste udvej. De kan søge svar og forståelse, og måske har de været gennem det etablerede behandlersystem i årevis, uden at have fundet lindring,
Derfor kan det ikke nytte noget at vi disker op med en ”viden” baseret på halv fantasi. Det er direkte både uansvarligt og uetisk. Det mindste vi skylder mennesker som opsøger os er, at der er hold i det vi gør og siger, og at vi ved hvad vi snakker om. Også når det gælder at vi kommer til kort, og er nødt til at sende dem videre til nogen andre der kan hjælpe.
Der er nogen mennesker, som er overbevist om, at ordet ”spirituel” er en blåstempling af kvalitet. Intet kunne være længere fra sandheden, set med mine øjne. Som det er nu, bliver vi oversvømmet af en popspirituel bølge, hvor vi alle er clairvoyante medier. Det ville være det samme som hvis alle skulle være murere eller ostehandlere eller operasangere – Det er ikke naturens mening at vi alle skal lave det samme. Så ville vi være kloner af hinanden og alle være ens.
Derfor giver det desværre mening, når man i folketinget stiller spørgsmål ved alternativ behandling. Det er løbet løbsk med feltet af ”spirituelle eksperter” som stiller sig i forgrunden og udbreder sig uden ydmyghed og dybere erfaring med arbejdet med mennesker. ”Eksperter” som kan ordne og fixe det hele i et snuptag, og som altid har en forklaring på det de ikke engang selv forstår – ofte en helt fantastisk forklaring med noget med engle og beskeder, dimensioner, afdøde og kodninger af sten, chakrer, farver der flimrer, eller selvopfundne nye ord og hurtige fiduser – der er ingen grænser for opfindelser når fokus er på at gøre sig bemærket.….
Det eneste man kan håbe på, er, at vi ikke alle over én kam ender med at få lovmæssigt forbud mod at praktisere det vi har arbejdet med hele livet, og ender med at blive betegnet som kriminelle kvaksalvere og svindlere hele bundtet.
Og til dig, der opsøger det alternative – skærp din skelneevne, og gå udenom det, der lyder for godt til at være sandt. Det viser sig ofte, at det ikke indeholder andet end en overfladisk flugt fra hverdagen og virkeligheden.
Ting tager tid, hvis man vil til bunds.
