Af Helle Charlotte Kjeldsen, 2017
Der er et emne som har svirret rundt i mine tanker i lang tid. Jeg er forvirret omkring ”Spiritualitet”, ”Det spirituelle” og ”at være spirituel”….. Hvad betyder det egentlig?
Hvor har begrebet eller ordet eller hvad det nu er, sin oprindelse?
Når jeg kigger på alt det, og alle de som hævder at stå i pagt med spiritualiteten, så bliver jeg endnu mere forvirret. Jeg kan gå fuldstændig vild i de her populær-buzz-ord som ikke har en fælles mening eller betydning, men som bliver brugt i flæng til at beskrive alt, og derfor ingenting.
Jeg er med på, at vi mennesker er født sociale flokdyr og er dybt afhængige af hinanden. At det er livsvigtigt for os at have nogen at spejle os i. Og at vi derfor også har brug for at høre til og at skille os ud. Den forståelse ligger implicit.
Det kommer sig af at jeg færdes i miljøer, hvor det nok er hipt at være spirituel. Hvor jeg har gjort mig den iagttagelse, at rigtig mange markedsfører sig på, og omtaler sig selv som værende spirituel.
For eksempel kan man på mediet Facebook, blive medlem af et hav af spirituelle grupper med tusindvis af medlemmer. ”Spiritualitet” bliver her i sagens natur brugt til at definere disse grupper.
Her er indholdet af markedsførende opslag pakket ind i retorik der fortæller, hvor spirituelt det man laver, er – og en åbenlys konkurrence om at være mest spirituel kommer her for dagen. Her bliver der forfattet selvmodsigende og åndsstridige opslag og kommentarer – i hvert fald hvis man tillægger ånd og spiritualitet nogen betydning i retning af ydmyghed, empati og social forståelse.
Her udleves spidse albuer, egoisme, narcissisme, fanatisme og flere andre -ismer.
Jungleloven hersker, og bliver flittigt brugt.
Det samme gælder helsemesser. Jeg har i årevis haft stand på de store af dem, så jeg har haft lang tid til at gøre mig mine iagttagelser. Her gør det samme sig gældende, ofte i spiritualitetens navn, og i konkurrencen om hvem der fylder mest og derfor bliver mest lagt mærke til.
Jeg synes det trækker ånden (spirit) ned, fremfor at løfte den.
Jeg arbejder i et fag med lidt alternative vinkler, og har gjort det siden 1986. -Med clairvoyance og krops behandlinger såsom zoneterapi og Kranio Sakralterapi i forskellige forgreninger. Med meditation, pendul, regression, og har et hav af forskellige kort man kan trække. Jeg har sten og krystaller alle vegne, og elsker det. Men vil jeg kalde mig selv for spirituel? Nej. Der er nemlig ingen fælles definition af det ord. Så det vil ikke give mening for mig at hæfte det på mig selv, mit arbejde eller min personlighed. Og endnu mindre mening at bruge det i min markedsføring. Heller ikke ud fra en idé om at det vil ”tiltrække” flere kunder, fordi det gør mig mere interessant.
Når jeg slår ”spiritualitet” op, bliver det defineret som ”Åndelighed.”
Iflg. Gyldendals Store Danske: ”(fr. Spiritualité, af lat. Spiritualis, Åndelig) det, at være åndeligt betonet, åndeligt liv; Det at være åndrig.”
Når jeg så søger på ”Åndelighed” falder jeg over det, som hedder åndsvidenskab.
Der var nogle mænd i 1800 og 1900 tallet, som beskæftigede sig med emnet.
Disse mænd hed for eksempel (blandt mange andre) Rudolf Steiner som ”opfandt” Antroposofien, og Martinus som ”opfandt” Martinus Kosmologien. Mange bekendte sig til deres tanker og gør det stadig.
Meget kort fortalt, så har antroposoffer siden 1920’erne brugt begrebet åndvidenskab. Martinus stod i opposition til naturvidenskaben, og mente på sin side at ligesom der var lovmæssigheder indenfor fysikken og kemien og at alt i den fysiske materie er bundet af bestemte love (f.eks Ohm’s og Newton’s…), så findes der lovmæssigheder for psyken og bevidsthedens reaktion. Så formålet med åndsvidenskaben er at påvise disse lovmæssigheder, og dermed skabe paradis på jord, når Martinus’ lære er udbredt til alle – i kærlighed. Det lugter lidt af udbredningen af Kristendommen. Men i kristendommen ligger der jo også en fælles definition af hvad ånd er, og hvor det er indeholdt. Og desværre også en historie om tvang og mørke i forhold til fælles forståelse.
Så måske har det været disse mænds forsøg på at uddybe og definere åndelighed og dermed spiritualitet, så man ud fra en kærlig fælles forståelse kunne føre en samtale med andre om emnet? Tja…….
Så kom hele New-Age bølgen og omdefinerede, udvandede og populariserede begreberne, og den konsekvens står jeg i når jeg ikke kan finde hoved og hale i spiritualitets begrebet.
Naturvidenskaben og åndsvidenskaben er heller ikke hinandens modsætninger længere. Når den herligste videnskabsmand, Holger Bech Nielsen, efter et helt livs naturvidenskabelige studier, udregninger og teoretiseren kommer til den konklusion, at ”Gud findes”, så mener jeg at videnskab og spiritualitet bliver én og samme ting og udspringer fra samme kilde. Holger er også en ydmyg mand. Kvantefysikken kører i disse tider i højeste gear og gør den ene ”opdagelse” efter den anden. F.eks opdagelser om frekvenser, galakser og uendelighed – dét som har været der i titusindvis år, men som man først nu kan måle og veje. Så der vist noget der er ved at smelte sammen i forståelsen.
Midt i al min undren, dukkede der pludselig en artikel op på Facebook, som præcis beskæftiger sig med, hvad spiritualitet egentlig er for noget.
Wow! tænkte jeg. Der findes folk, ud over mig, som undrer sig over det her.
Peter La Cour skriver i sin artikel d. 29.6.16:
”Oprindeligt blev det spirituelle forstået som en naturlig del af det religiøse, religionens inderside, så at sige. Sådan er det ikke længere. Religion og spiritualitet ser man nu nogle gange opstillet som modsætninger”
Og længere inde i artiklen: ”En dansk undersøgelse påviste for nogle år siden, at ordet spiritualitet for mange mennesker mest var forbundet med velvære og god stemning. En slags feel-good betegnelse, kort og godt, forbundet med stearinlys og blød musik. Men det var kun én af mulighederne. En anden forståelse forbandt spiritualitet alene til new age og det okkulte, og for andre var spiritualitet decideret et fy-ord forbundet med selvoptagethed. Helt andre forståelser viste sig også, i alt 6 forskellige. Der er langt fra feel-good til fy-ord, hvis man ønsker at tale ordentligt med hinanden om den slags…”
Artiklen bekræftede mig i at emnet er mega diffust.
Så udsagn som: ”Jeg er meget spirituel” –Hvad antyder det? Er man så i en særlig kategori eller liga? Har man så en særlig status? Hvem er det man gerne vil identificeres med? Skille sig ud fra?
”Så find da din egen definition på det ord, hvor svært kan det være. Det gør alle andre. Det er vel ikke så vigtigt” vil nogen sikkert tænke.
Men det er vigtigt for mig, mit fag og mit arbejde.
De, der har været på helsemesser og alternative messer rundt omkring, ved at det er skik og brug med ”spiritualitet” alle vegne. Spirituelle foredrag, engleskoler, Clairvoyance skoler, Internationale Medieskaber, Håndlæsere og skoler, Tarotkort. Spirituel klavermusik. Spirituel yoga. Spirituel mesterlig numerologi.
Jeg går til bekendelse, og tilstår jeg at ind imellem bliver ramt af ”Spirituel kvalme”.
I min søgen fik jeg den den lyse idé, at google: ”Spirituel – betydning”.
Og vupti… Frem kom der en masse hits.
Der var én der tiltrak min opmærksomhed. Hér kunne jeg teste om jeg er spirituel. Så ind på siden. Ejeren af siden er clairvoyant og spirituel lærer.
Jeg havnede på hendes blog, og her stod der med store bogstaver: ”Hvilke symptomer er der på at være spirituel?”
Når jeg opfanger ordet ”symptomer” ledes min opmærksomhed hen på sundhedsvæsenet hvor jeg skal redegøre overfor lægen, hvilke symptomer jeg har så han kan diagnosticere og eventuelt fixe min sygdom.
Nuvel, nedenunder var listet en lang række symptomer:
”-Det er ikke vigtigt, -Økologi og jordens fremtid, -Du kan føle dig alene, og du er ikke som de andre, -Du har haft en dårlig barndom og et hårdt liv, -Du har hjertet på rette sted, -Du kan gennemskue uretfærdighed, -Du ved at du får hjælp, -Du er taknemmelig, -Du ved at der er en mening med alting, -Du er opmærksom på dit ego, -Du elsker stilhed, -Du er i nuet, Et jobskifte og nye interesser, -Du er åben og nysgerrig, -Du tager ansvar, -Du er i kontakt med din intuition, -Kærlighed og tilgivelse, -Fred eller drama, -Du taler med dig selv, -Du er åben og tolerant, -Kongen eller tiggeren, -Du er i kontakt med din krop.”
(Med hver enkelt symptom følger en uddybning jeg ikke går ind i her.)
Videre står der: ”Hvor mange punkter kan du nikke genkendende til? Jeg garanterer dig for, at hvis du blot kan sige ja til et par stykker af dem, så kommer resten hen af vejen, hvis du fortsætter med at arbejde med dig selv og din personlige og spirituelle udvikling. Du er på vej. Giv blot processen og din spirituelle udvikling tid.”
Lad mig slå fast, at mit ærinde er ikke at hænge nogen ud overhovedet. Mit ærinde er at eksemplificere i forhold til mine iagttagelser. Og blive klogere på hvad spiritualitet er.
Jeg ved ikke med dig, men ifølge disse symptomer lider jeg af massiv spiritualitet. Men hvad kan jeg bruge dét til? Er vi, ifølge dette, ikke alle diagnosticerede spirituelle? Hvis dét er tilfældet, hvordan er det så relevant at bruge ”spirituel” til at beskrive sig selv for at sælge det man kan, som noget særligt?
Når noget bliver overgjort, mister det i min optik sin betydning og værdi i det sociale felt.
Og den kvikke læser har nok set, at det provokerer mig en kende, når så mange mennesker bruger et begreb eller et ord i flæng, påhæfter sig selv det som noget absolut der definerer overfor dem selv og andre, hvem de er. Om det er definitionen af et image, en identitet eller en personlighed. Hvis alle har forskellig opfattelse af, hvad det er, definerer det jo ingenting og alting.
For mig er det ikke spirituelt at puste sig op over at kalde sig spirituel. For mig at se ligger det ikke i det talte ord. Spiritualitet udtrykkes mere igennem adfærd – dét at handle i overensstemmelse med hvad man siger, så der er en klar sammenhæng mellem tale og handling. Og dertil kommer graden af bevidsthed og realistisk sans. Se tingene som de er og ikke pakke problemstillinger ind i spirituelle standard fraser: ”det kan elskes væk, du skal bare lære at elske dig selv, så går alting over” eller ”hvad er det liige du skal lære af det her”….
Jeg vil have lov at mærke mig selv med hud og hår uden at det skal fixes. Mærke irritationen, vreden, sorgen eller de andre naturlige følelser, lade dem rase og lade kunsten ligge i, ikke altid at reagere følelserne ud, men være i det, lade det være som det er, og vide at det går over igen. Måske få nogen til at puste lidt på det, uden at blande i sig hvad ”man skal lære af det” og komme med alverdens gode råd om at få det til at gå væk. Måske skal det ikke gå væk?
Der er opfundet mange overspringshandlinger i det ”spirituelles” navn, for at slippe for at deale med den grå hverdagslige virkelighed, eller for at slippe for at mærke sine egen følelser.
Hvor mange ”spirituelle” kloge begynder ikke sætninger med ”Du skal bare lære at……” når de er sat ind i klientens problemstillinger?
Nej tak.
Når nogen indleder en sætning med ”Du skal bare lære at….” så træder der en tavle frem for mit indre blik, hvorpå der står skrevet:
Tillært, udefrakommende viden: ”Du skal lære at” (Jeg hørte lige Peter Bastian kalde dét for information)
Dybtliggende Iboende viden: ”Du véd det når”
Hvem véd hvad jeg ”skal lære”? Og for mig ligger der i det udsagn, at jeg skal tage noget på mig som ikke nødvendigvis er mit. Det er meget mere interessant, hvad der i forvejen ligger af gode ting og visdom dybt i mig selv, som jeg kan komme ind og få fat i. Vil jeg videre, må jeg se virkeligheden i øjnene med alt hvad den indebærer uden at pynte eller løbe min vej. Jeg må tage udgangspunkt i det som er lige nu, selv om det gør ondt.
Min registreringsevne, min skelneevne og min dømmekraft må her være mit instrument; altså mine potentialer og ressourcer som allerede er der inde bagved og skal opdyrkes indefra. Så jeg skal ikke fixes. Jeg er hel. Også selv om jeg dummer mig og bøvler.
Nå. Så langt så godt.
Jeg lever med ønsket om at kende og opdage mig selv så dybt som muligt, at handle som jeg taler og omvendt, og at jeg ikke gør mod andre som jeg ikke har lyst de skal gøre mod mig. Jeg forfiner min skelneevne og dermed min dømmekraft, så jeg kan bedømme relevans. Jeg véd, at jeg findes i alt og alt findes i mig. Og at jeg er en del af noget, der er større end mit ego.
Spiritualitet for mig er stort. Det gør mig ydmyg. Det er en drivkraft. Det er opståen af det fælles tredje. Det er, når noget i et splitsekund er fyldt til bristepunktet af ånd, og tiden står stille og alting dirrer. Når jeg bliver fuldstændig stille. Det er naturen i særdeleshed. Det være sig erkendelsens øjeblik (som i aha-oplevelsen) Et musikstykke… Et sekund hvor jeg smelter sammen med alt og selv går i opløsning, glemmer mig selv.
De tidspunkter hvor ”Du giver den gamle dame din plads i kassekøen i Netto, og selv stiller dig bagi” som Lars Muhl formulerede det til et foredrag. Det gav genklang i mig.
For spiritualiteten ligger ikke i ”titlen” eller i det man går og siger. Det ligger det i handlingen, i adfærden. Og i det autentiske.
Og så hverdag. Masser af hverdag.
Men det er jo bare min version. Og den gælder måske kun for mig. Dén tanke gør dog, at jeg kan føle mig ensom. Sådan må det så være. Det er jeg så vant til.
Min konklusion bliver noget i retning af, at begrebet ”Spiritualitet” kan dække over alting og ingenting, og bliver i talen brugt til netop det. Det løber som sand mellem fingrene, og kan åbenbart defineres lige som individet har lyst til. Derfor kan det vel kun bruges for individet og ikke i fællesskab? Det beror på noget oplevelsesorienteret. Og oplevelser kan jo ikke diskuteres.
Min holdning til den konklusion er at ”Spiritualitet” aldrig kan være beskrivende når man markedsfører sig på baggrund af begrebet. Ikke som det er nu. Det runger hult i mit sanseapparat.
Nuvel. Måske har jeg viklet mig selv ud af forvirringen. Kan man kalde det udvikling? Måske er jeg ligeså forvirret som for lidt siden. Men det er som det er, og det er helt okay.
Tak for turen.
